Translate

Akut hjælp

Når man mærker en begyndende tandkødsbetændelse, er det vigtigt, at man handler med det samme. Det allervigtigste er at sætte ind med noget mundskyl. Klorhexidin er rigtig godt til at slå en begyndende betændelse ned.
Klorhexidin kan købes i håndkøb på apoteket, og det bør man egentlig altid have i huset, hvis man har paradentose. En hurtig indsats kan redde en tand. Man skyller munden i klorhexidin 1-2 gange om dagen – det kan misfarve tænderne lidt, men misfarvningen forsvinder ved tandbørstning eller næste tandrensning. Vær opmærksom på, at du ikke må børste tænder en time før og en time efter, at du har skyllet med klorhexidin, hvis du bruger en tandpasta med skummemidlet natriumlaurylsulfat (NLS), da det ødelægger virkningen af klorhexidin.
Man kan bruge klorhexidin i op til 2 uger. Hvis man ikke lige har klorhexidin i huset, kan man til en start skylle munden i ren alkohol – whisky, vodka, snaps.
Udover at skylle med klorhexidin kan man imellem skylningerne også skylle med Citridal lige så ofte, man kan komme til det. Hav f.eks. et glas vand med Citridaldråber stående ved håndvasken, og skyl munden, mens du vasker hænder. Citridal er et grapefrugtkerne-ekstrakt, som meget effektivt bekæmper betændelse. Læs mere om citridal og klorhexidin i artiklen om mundskyllemidler.
Samtidig skal man også sætte ind indefra. Urte-Pensil er et naturprodukt, bestående af forskellige urter – som navnet siger – som virker betændelseshæmmende og styrker immunforsvaret. Det vil være en god idé at tage rigeligt med C-vitamin også. Behovet for C-vitamin er forøget ved en betændelsestilstand, så derfor er det vigtigt at trappe op eller begynde at tage C-vitamin i store doser for at styrke immunforsvaret og give kroppen mulighed for at bekæmpe betændelsen selv. Læs mere om betydningen af C-vitamin her.
Det kan være muligt helt at stoppe betændelsen på egen hånd, men sørg selvfølgelig også for at få en tid hos tandlægen til et eftersyn og en grundig tandrensning, så du sikrer dig, at betændelsen er helt væk. En penicillinkur kan være relevant, hvis tænderne er i fare - se afsnittet "Om penicillinkur".